En politipatrulje og et sprinklerhoved hjalp brandvæsen i presset situation
Torsdag aften den 14. februar og natten til fredag den 15. var brandberedskabet i Københavns omegn under hårdt pres. Blandt andet i Ballerup-Gladsaxe-området.
Kort før midnat torsdag indløber en automatisk brandalarm (ABA-alarm) fra Ballerup Rådhus. Alarmen går videre til deltidsstyrken, der indgår i den såkaldte andenudrykning på Falck-stationen i Ballerup. Førsteudrykningen er travlt beskæftiget med en påsat storbrand på Værebroskolen i Bagsværd – tilkaldt som assistance for brandvæsenet i Gladsaxe.
Til at lede indsatsen tilkaldes René Bech, der er tilknyttet Ballerups nabokommune Herlev som indsatsleder. Klokken er omkring 23.45, da han, samtidig med de første slukningskøretøjer, svinger ind foran det toetages rådhuskompleks i Ballerup. De bliver modtaget af den vagthavende rådhusbetjent, som kan oplyse, at han indtil videre ikke har observeret noget uregelmæssigt.
Ny alarm indløber
Netop som indsatslederen når frem til ABA-centralen, modtager han en ny alarmmelding: Brand på Ballerup Handelsskole. Da der her er tale om en 112-anmeldelse – dvs. en konstateret brand – vælger René Bech at køre med slukningstoget til handelsskolen, der ligger ca. halvanden kilometer fra rådhuset.
Imens på rådhuset går betjenten hele bygningen igennem for at undersøge, hvad der evt. kan være årsag til alarmen.
Med begge slukningstog af sted og travlhed i store dele af omegnen må indsatslederen overveje, hvilke muligheder der er, hvis der skulle vise sig at blive behov for en indsats på rådhuset. Én mulighed kunne være at omdirigere førsteudrykningen til rådhuset, hvis den skulle nå at melde klar fra Værebroindsatsen. En anden at rekvirere assistance fra et andet redningsberedskab via vagtcentralen.
Foreløbig kan René Bech, nu fremme ved handelsskolen, konstatere, at en politipatrulje har nået at bekæmpe en mindre brand. Der var knust et par ruder, og nogle papirer i et skuffeelement havde været antændt. Han kan derfor sende sprøjten tilbage til rådhuset, men beholder resten af styrken på stedet, da der nu er indløbet en alarm fra handelsskolens ABA-anlæg, som først skal undersøges.
Lugter benzin
Tilbage på rådhuset mærker rådhusbetjenten under sin rundgang pludselig en tydelig lugt af benzin - han er nået til økonomiafdelingen, der ligger i stueetagen i det fjerneste hjørne af det store rådhus. Det er ikke noget rart syn, der møder ham, da han åbner døren ind til afdelingen. Ruder er knust, på gulvet flyder det med glasskår, papir og vand, og i et kontorafsnit sprøjter vandet ud af et aktiveret sprinklerhoved.
Rådhusbetjenten ringer 112 og får meddelt indsatslederen, at der har været indbrud, og at sprinkleranlægget er aktiveret. Beskeden går videre til mandskabet, som er på vej til Rådhuset. Da de ankommer til skadesstedet observerer de, at der har været brand i et gardin og i nogle papirer på et bord tæt ved den udløste sprinkler. Der er sværtet med sod op langs den glasvæg, som bordet står op ad - men branden er helt slukket af sprinklerhovedet. Brandfolkene finder ned til sprinklercentralen i kælderen og får anlægget stoppet.
Det ankommende politi noterer sig blandt andet, at fem store ruder er smadret, og at branden ser ud til at være påsat. På gulvet ligger et par knuste og en intakt molotovcocktail. Tilsyneladende er kun en enkelt af disse brandbomber eksploderet – den der antændte branden.
Brandvæsenet går i gang med at opsuge vand, og det tilkaldte skadeservicefirma sørger for diverse affugtning, oprydning, afdækning og opsætning af plader på de knuste vinduespartier. Det udløste sprinklerhoved udskiftes, og anlægget reaktiveres.
19 brande i området
Københavns Vestegns Politi fik anmeldelser om i alt 19 formentlig påsatte brande i løbet af den samme aften og nat. I Ballerup og Gladsaxe blev der, ud over brandene på rådhuset og handelsskolen, sat ild til Værebroskolen og til en fritidsklub. Det er politiets indtryk, at der i vidt omfang er benyttet molotovcocktails til antændelsesforsøgene.
Øjenvidner har berettet, at der umiddelbart før brandalarmen gik, er observeret to biler med flere yngre mennesker på parkeringspladsen foran Ballerup Rådhus. Både disse og mulige gerningsmænd, som er observeret ved andre af brandstederne, beskrives som andengenerationsindvandrere.
Ifølge tal fra Beredskabsstyrelsen blev torsdag den 14. og fredag den 15. februar 2008 de hidtil to travleste døgn med brandudrykninger, der er registreret i Danmark - når man ser bort fra den traditionelt ekstra travle Nytårsaften.
Artiklens oplysninger om de to brande i Ballerup er baseret på samtaler med indsatslederen, redningsberedskabet og den vagthavende rådhusbetjent samt besigtigelse af gerningsstedet. De politimæssige oplysninger er refereret fra dagspressen.