Endnu en brandteknisk konferencesucces i Danmark

I slutningen af juni afholdtes den 7. internationale sprinklerkonference. Den 17. og 18. september 2008 var det vandtågeteknikkens tur med sin 8. internationale konference. Begge blev de afholdt i København, og begge kunne de notere sig for deres hidtil største deltagerantal.
Vandtågekonferencen blev afviklet med én dag på Admiral Hotel i København og én dag hos DBI i Hvidovre, hvilket gav mulighed for praktiske demonstrationer.
Magnus Andersson fra SP, Sverige, indledte med en historisk gennemgang af den endnu forholdsvis unge vandtågeteknik. Herefter fulgte en række indlæg og demonstrationer, som viste, hvor langt man er nået inden for brandsikring med vandtåge.
- Blandt andet præsenterede K.C. Adiga fra Nanomist, USA, et interessant system baseret på ultrafine vanddråber – en tåge så fin som på en efterårsdag, hvor duggen skaber tåge i landskabet. Systemet er primært beregnet til at fylde rum, hvor alle dyser udløses på en gang, fortæller DBI’s vandtågeekspert Bjarne P. Husted.
Glas i stedet for beton
Danmark var stærkt repræsenteret på konferencen med indlæg fra VID Fire Kill, Danfoss-Semco og DBI.

Erik Christensen, Danfoss-Semco, fortalte om virksomhedens utraditionelle brandsikring af Alsion i Sønderborg, hvor blandt andet koncertsal og flugtveje er sikret med vandtåge. Det betød fx, at beton i væggene til flugtvejene kunne erstattes med nogle mere interessante glaspartier.
Som led i projektet var der udført en række udviklingsprøvninger hos DBI. Henrik Bygbjerg, der også var ordstyrer ved konferencen, gennemgik sammen med Thomas Hermodsson en række af de erfaringer, DBI havde gjort i den forbindelse.
Herunder blev der gennemført to demonstrationstest for konferencens deltagere i DBI’s brandlaboratorier. Dels vistes et fuldskalaforsøg, som blev anvendt i forbindelse med udvikling af koncertsalens vandtågebeskyttelse. Dels vistes en test til vandtågebeskyttelse af brandmæssigt uklassificerede glaspartier.
Vandtågedyse virkede
Der var især spænding blandt tilskuerne under gennemførelsen af glasparti-testen. Mange af deltagerne tvivlede på, at vandtågedysen kunne kontrollere temperaturen på den ikke brandudsatte side af glaspartiet. Men enhver tvivl blev skyllet bort af vandtågen, da temperaturen, efter 60 minutter, lå under de kriterier, som benyttes ved klassifikation af brandadskillende bygningsdele.
Papers fra konferencen kan lånes via DBI’s bibliotek eller downloades fra IWMA’s hjemmeside
www.iwma.net.