Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret

LCA-værktøjer til Co2-optimerede brandstrategier i biobaserede bygninger

Dette projekt sigter mod at støtte den bæredygtige overgang i byggebranchen ved at fremme brugen af biobaserede materialer, der hjælper med at bekæmpe klimaforandringer. Fra 2023 kræver bygningsreglementet i Danmark, at nye bygninger dokumenterer deres CO2-aftryk. For at lette designet af biobaserede bygninger vil dette projekt introducere et værktøj, der optimerer brandstrategier ved hjælp af livscyklusvurderinger (LCA). På nuværende tidspunkt tages der ikke hensyn til LCA i de tidlige designfaser af brandstrategier, men for at opnå bygninger med lavt CO2-aftryk er det afgørende at integrere LCA i designprocessen. Det nye værktøj sigter derfor mod at støtte implementeringen af brandstrategier i den fleksible LCA-optimerede designproces, så brandkravene ikke forhindrer reduktionen af CO2 vha. biobaserede løsninger.

Værktøjet fokuserer på LCA-optimerede brandstrategier for biobaserede bygninger, herunder fx trækonstruktioner, træbeklædninger og papirisolering. Det tager udgangspunkt i en funktionsbaseret tilgang til design, der er et alternativ til de restriktive præ-accepterede løsninger, der anvendes i det fleste byggerier. Værktøjet giver generiske bygningsdesigns (BIM-modeller) og retningslinjer for at optimere LCA ved at integrere brandrelaterede beslutninger på et tidligt stadie af designfasen. Arkitekter og brandingeniører udgør den primære målgruppe for værktøjet, da de kan bruge det til at dokumentere brandsikkerheden og samtidig reducere CO2-udledningen. Ved at kombinere LCA og brandsikkerhed muliggør dette innovative værktøj en mere holistisk designproces, der giver mulighed for informerede beslutninger på et tidligt stadie af bygningsdesignet og markerer dermed et paradigmeskifte i branchen.

Projektet har tre overordnede mål: 1) At vurdere miljøpåvirkningen af brandstrategier og deres indvirkning på de samlede konsekvenser ved biobaseret konstruktion. 2) At udvikle et værktøj til optimering af LCA-optimerede brandstrategier, der guider byggeaktører mod løsninger med lavt CO2-aftryk i de tidlige designstadier. 3) At demonstrere CO2-reduktionspotentialet ved forskellige brandstrategier i overensstemmelse med danske og internationale retningslinjer. Projektets succeskriterier omfatter etableringen af en miljøpåvirkningsdatabase for brandstrategier, der kan integreres i det nationale LCA-værktøj for bygninger (LCAByg). Derudover sigter projektet mod at publicere 2-4 artikler i anerkendte videnskabelige tidsskrifter samt deltage aktivt i 3-6 konferencer eller internationale besøg for at dele viden og resultater.

Projektet løber fra april 2023 til marts 2026
Mansoure Dormohamadi

Projektansvarlig
Mansoure Dormohamadi
Ph.d.-studerende

Telefon: 50 80 96 39
E-mail: mdo@dbigroup.dk
OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING